|
Efter Leif Hyllested var valgt til ordstyrer, fortsatte Jon Flint med formandens beretning, som også kan ses på hjemmesiden. Derefter fulgte regnskabet, hvortil der heller ikke var de store kommentarer. Den gamle bestyrelse fortsatte, dog uden Susanne Schnoor som er flyttet fra byen, og et par nye ansigter kom til. Dvs. at bestyrelsen nu består af Jon Flint, Bent Sølyst, Birthe Jensen, Jørgen og Dorte Rasmussen, Finn Nielsen, og de 3 nyeste medlemmer er Anette Sommer, Emil Kjeldsen 1. suppleant, Elin Brandt 2. suppleant.
Bent Sølyst informerede under mødet om Aktivitetsforeningens (som er en sammenslutning af bestyrelsesmedlemmer fra Fjellerup Idrætsforening, Husmoderforeningen, Kræmmerforeningen og Fjellerup Borgerforening) arbejde med tilbygningen til Aktivitetshuset. Nørre Djurs Kommune har givet tilsagn om 800.000kr som erstatning for det nedlagte Værestedet på Fjellerup skole. Meget af byggeriet vil komme til at foregå som med Aktivitetshuset med frivilligt arbejdskraft. Byens forskellige klubber får derved tag over hovedet. Brugerne bliver bl.a. Børneklubben, ældreklubben, legestuen og Pensionistklubben.
Formand Jon Flint uddelte årets Humlebi til en person som har ydet noget specielt for Fjellerup Borgere. Om årets Humlebi kunne han bl.a. fortælle at personen har et kæmpe engagement og derved gør en stor indsats blandt de foreninger han er aktiv i.
Aase Mark mente at det kun kunne være tale om Bent Sølyst, da han simpelthen er eminent og ikke gør postyr af sig som formand for Ældreklubben. Og Aase fik ret.
Bent Sølyst modtog overrasket og ydmygt titlen og gavekurven. Under evt. blev der snakket om byforskønnelse og planerne med resterne af Fjellerup Østergaard, hvor en borger foreslog at der kom toiletter og en historietavle som skulle vise billeder af hvordan der havde set ud engang. Borgerforeningen kunne informere om at der var kommet én forespørgsel om at der kunne sættes shelters op i Fjellerup, men det er stadig et projekt på tegnebordet, og det er ikke sikkert at de kan ligge på Østergaard da det er kommunens grund.
Leif Hyllested takkede for god ro og orden og dermed var årets generalforsamling slut. Bagefter blev der hyggesludret over en kop kaffe og gave.
Bedste hilsner Dorte Rasmussen |