|
- I 2001 sagde både min mand og mig op på jobbet hos DSB. Vi solgte alt og gik på oplevelser. Det blev otte måneder med rygsæk i Thailand, Malaysia, Indonesien og Australien. Især var det svært at forlade Malaysia, hvor vi nød bare at dykke, spise på stranden og hygge os med de lokale, fortæller Joan Poulsgærd med begejstring i både øjne og tale. Har kørt tog nok
I 2002 kom de hjem, bosætte sig i Marie Magdalene på Djursland, og hvad så? Tilbage til DSB ville de ikke, ikke ment negativt. De havde kørt tog nok i deres tid. Søren gik i gang som voksenlærling som maskinarbejder, mens Joan gik to år på VUC i Hornslet.
- En dag i 2004 ringede de fra Arbejdsformidlingen i Grenaa og fortalte om et rotationsprojekt, hvor de skulle bruge vikarer til nogle institutioner i Århus Amt i forbindelse med videreuddannelse for deres faste stab. Jeg ville gerne have noget med mennesker at gøre, så jeg sprang til. I dag er jeg fast vikar på Møllebækken i Fjellerup, og jeg har det simpelthen bare så godt, fortæller Joan Poulsgærd denne sensommerlørdag, en time før hun skal møde og tage sig af de 10 unge på institutionen.
Projektet betød, at vikarerne skulle skifte job i perioder efter behov hos de enkelte institutioner. Vikarerne blev uddannet til opgaverne over 5 x 9 uger, så de var klædt på til opgaverne. Først var Joan to måneder i Grenaa med voksne handicappede, men allerede i sin anden rotation ramte Joan lige det, hun gerne ville; Møllebækken og at støtte de unge for at komme videre i tilværelsen trods besværlige vilkår.. Vikarprojekt lukkede op
- Jeg ville så gerne blive på Møllebækken, og da de havde behovet, fik jeg lov at blive. Da projektet sluttede med udgangen af 2005, var jeg klar over, at jeg fortsat ville arbejde med mennesker. Det var jeg også hos DSB, men det her giver mig meget mere, fortæller Joan.
Først havde jeg et par måneders opsparet ferie efter projektet, men 1. marts tilbød de mig at fortsætte på Møllebækken som fast vikar. I starten var det kun 15 timer; for lidt til, at jeg kunne klare mig selv uden supplerende dagpenge. Så blev det til mere, og nu har de lovet mig en ny kontrakt med 25 timer. Jeg vil gerne op på 30 timer, så kan jeg klare mig selv, fortæller den tidligere aktive togfører. Måske tager hun en ny uddannelse
Lige nu overvejer Joan også endnu et spring; at tage en tre-årig merit-uddannelse som pædagog på -Jydsk Pædagog Seminarium i Grenaa.
- Jeg nÃ¥ede, som vikar, at snuse til meget spændende i jobbet, men jeg har stor lyst til at lære mere og fÃ¥ nogle værktøjer til at tackle opgaverne bedre. Men udsigten til tre Ã¥r pÃ¥ SU er ogsÃ¥ sin sag. SÃ¥ lige nu overvejer Søren og jeg lige situationen. Lysten har jeg, sÃ¥ mÃ¥ske….
Joan låner bøger om sit nye job, suger til sig hos kollegerne og tager materiale hjem fra et minibibliotek på Møllebækken. Hun er tændt og bobler tydeligt ved udsigten til en weekendvagt blandt de unge.
- Jeg har været vant til skiftende arbejdstider i DSB, så det gør mig ingenting. Jobbet har fanget mig, og jeg nyder at være på Møllebækken, siger Joan, som stadig mødes med gode veninder fra tiden på togene, bl.a. i den lottoklubben, som Joan startede, stadig næstformand og samler omkring 30 piger i klubben med forbudt for togmænd. Rejselysten er intakt
En ny udfordring er ikke det samme som at opgive rejselysten. Søren og Joan nåede aldrig til New Zealand i 2001; de er heller ikke færdige med Australien. Og de skal helt sikkert ned på stranden i Malaysia hos venner og koralrev med iltflasker på ryggen igen. Det trækker stadig.
Da hun som 20-Ã¥rig kom hjem efter sejladsen med Lauritzen, havde Joan ikke lige lyst til at læse. PÃ¥ biblioteket fandt hun to muligheder – fængselsbetjent og togfører. Det blev det sidste; i 19 Ã¥r. Rotationsprojektet i Ã…rhus Amt blev et skiftespor.
Med udsigt til regeringens plan om pension som 70-årig, har Joan fortsat 25 år på arbejdsmarkedet. Måske skifter hun spor fra ufaglært til faglært. Men et besøg hos en skoleveninde, der i dag arbejder som kok på en boreplatform i Australien, kan komme på tale først. | 
05/05 2023
