|
Vi har med vemod taget afsked med Henning. Han døde tidligt søndag morgen den 13. august. Henning kom ind i mit synsfelt i de tidligste barneår. Vi er begge »havne-grenaaensere«. Hennings ældre søster Gerda boede en tid til leje hos mine forældre, og Henning kom som lille dreng ofte på besøg. Barneårene går og vi når konfirmationsalderen. Da kommer et par tvillingepiger fra Flensborg på ferie for enden af min barndomsgade (Plantagevej). I et træhus, som vi børn kaldte »Troldhytten«, der møder Henning og Heike hinanden, og det blev mødet med en kærlighed, der holdt trods livets omskiftelige vilkår. De sidste 12 år inden Hennings død boede de på Plantagevej på næsten samme sted, som de traf hinanden for 47 år siden. Her havde de deres første møde, og her sluttedes ringen. Henning var en stor del af sit voksenliv udenfor mit synsfelt, men kommer igen ind i det, da min mand i 1992 kommer ind ved Grenaa Redningsstation, hvor Henning var ansat - de sidste år som stationsleder. Her opstår et arbejdsfællesskab med alt hvad det indebærer, men også et venskab med Henning og Heike. De var utroligt gæstfrie, og Heike drog »omsorg« for os alle. Henning »fyldte« meget og efterlader et stort tomrum. Vi vil savne hans opringninger om aftenen og hans besøg, når han lige var ud og motionere. Hennings sidste tid på jorden var streng. Det kunne ikke blive værre, men ved sin side havde han sin trofaste hustru, sine børn og nære familie. Vi tog afsked med Henning fredag den 11. august. Han var sløj, men tryg. Han havde sine allerkæreste om sig til det sidste. Æret være Hennings minde. |