Bibliotekar Kirsten Hvillum døde tirsdag d. 25. juni efter kort tids sygdom. Et stort tab først og fremmest for Kirstens familie, men også for alle kollegaerne på Grenaa Bibliotek.
Kirsten Hvillum var student fra Viborg Kathedralskole og blev derefter elev på det daværende centralbibliotek i Randers. Hun var ansat en kort periode på Det Nordjyske Landsbibliotek, og kom så tilbage til Randers i slutningen af 1967. Efter godt tre år i Randers blev hun ansat på det gamle bibliotek på Kærvej under frk. Kjølseths ledelse.
Kirsten var en fagligt dygtig bibliotekar, der både var engageret i arbejdet på hovedbiblioteket og på filialerne i Lyngby og Trustrup.
Kirsten var blevet bibliotekar, fordi hun elskede god litteratur, og det gjorde hende til en glimrende formidler overfor de lånere, hun betjente. Hun var et ualmindelig venligt og hjælpsomt menneske, og det kom både lånere og kollegaer til gode i det daglige arbejde.
Som kollega var hun respekteret for sin dygtighed og sit faglige engagement, og højt værdsat for sine menneskelige kvalifikationer. Hun var altid meget nærværende, skrev gode breve til alle hun kendte og var meget opmærksom på store og små begivenheder, der betød noget for andre.
Kirsten gik på efterløn d. 1. april for at få mere tid til familien og fritidsinteresserne.
Med Kirstens bortgang kommer vi som arbejdsplads til at opleve et stort savn, men også en stor taknemmelighed for de mange år, vi fik med hende som kollega og ven.
Vore tanker går til Niels Christian, Henrik og Pernille samt børnebørnene Simon og David.
Æret være Kirsten Hvillums minde.
Birgit Ã…rsnes
Grenaa Bibliotek
Kilde: Grenaa Bladet
sof