Nyt stort vildhunde- og gepard-anlæg
er blevet indviet i Ebeltoft Zoo & Safari
Torsdag den 1. juni åbnede man det nye vildhunde- og gepardanlæg i Ebeltoft Zoo & Safari, med i alt 8 afrikanske vildhunde og 12 geparder.
 Torsdag den 1. juni åbnede man det nye vildhunde- og gepardanlæg i Ebeltoft Zoo & Safari, med i alt 8 afrikanske vildhunde og 12 geparder.
|
Adskilt af en 2,5 meter høj og 100 meter lang bro, vil de to arter gå side om side og give publikum en helt enestående chance for at komme tæt på nogle af Afrikas mest udryddelsestruede rovdyr - sprinteren og maratonløberen!
Foråret i Ebeltoft Zoo & Safari har været præget af både rejser og byggeri i parken.
Primo marts 2006 hentede parken 4 gepardkillinger hjem fra Holland. Killingerne er alle afkom af parkens hungepard Lizzie, som sidste forår blev sendt på »kærlighedsferie« - hvilket bar frugt sidste sommer.
Medio marts 2006 hentede Ebeltoft Zoo & Safari 5 afrikanske vildhunde hanner til parken. Samtidig havde man 2 geparder med hjem. Begge arter blev hentet i Kapama i Sydafrika.
Primo april stod en ny afrikansk hytte færdig til sæsonåbningen den 8. april, hvor det nye CUNA projekt blev påbegyndt. Ebeltoft Zoo arbejder nu med formidling og oplevelser omkring interaktionen mellem mennesker, dyr, natur og kultur.
Samtidig er der blevet bygget på det afrikanske kontinent i parken, for at det nye anlæg kunne blive færdigt, inden højsæsonen starter sidst i juni. Vildhundene får et stort nyt område, som både omfatter sø, bakker og skov. Den nye flok har her rig mulighed for at pleje det sociale hierarki og det giver publikum en enestående mulighed for at se dyrenes naturlige levevis og adfærd på meget tæt hold. En 2,5 meter høj og 100 meter lang bro adskiller de to store anlæg, således at publikum får geparderne på den ene side - den ensomme sprinter og vildhundene på den anden side - den sociale maratonløber. I gepardernes anlæg aktiveres verdens hurtigst pattedyr med en løbemaskine, som trækker foderet af sted med 70 km. i timen. Dette sker i det største af gepardernes anlæg. De mange geparder er fordelt i mindre anlæg ved siden af, således at publikum får mulighed for at se så mange forskellige geparder som muligt. Geparderne lever alene i naturen og er som en følge deraf ikke et flokdyr og kan derfor ikke gå sammen flere af gangen, med mindre der er tale om søskende.
Foran et ynglende gepardpar ligger et kæmpearbejde med at flytte dyrene rundt i anlæggene, så de kan lugte, men ikke se hinanden undervejs. Anlæggets opbygning gør ligeledes dette arbejde muligt, hvilket i sidste ende gerne skulle ende med endnu flere gepardkillinger til parken.
Direktør Jesper Stagegaard:
I flere år har vi i Ebeltoft Zoo & Safari sat fokus på de udryddelsestruede dyr. Vi har arbejdet hårdt bag kulisserne for at få de rigtige kontakter internationalt og det arbejde kan vi nu nyde godt af. Var anlæggene ikke i orden og havde man på internationalt plan ikke tiltro til, at vi kunne give dyrene de bedste muligheder for bl.a. avl, var vi aldrig kommet så langt, som vi er i dag. Så med det nye anlæg til geparderne og vildhundene giver vi vores publikum en unik chance for at komme helt tæt på begge dyrearter, samtidig med at vi langt overgår mange internationale anlæg i både størrelse og forhold. Med afrikahytten har vi påbegyndt CUNA projektet, hvor formidlingen ikke kun omhandler den naturhistoriske del, men også den kulturhistoriske. I vores univers hænger de to dele uløseligt sammen og vi glæder os til at kunne dele denne oplevelse til vores gæster, siger Jesper Stagegaard.
Kilde: Grenaa Bladet
sof