Selv om budgettet er blevet halveret i forhold til sidste år, så fortsætter projekt »Liv i Forsamlingshusene« her i 2006. Omend i en barbaret udgave på grund af økonomien, ligesom antallet af profesionelle kunstnere udefra også må drosles ned.
 Liv i Forsamlingshusene kører videre her i 2006 - på trods af et skrabet budget i forhold til 2005. Her ses nogle af aktørerne bag projektet i forbindelse med præsentationen af 2005-programmet. Fra venstre er det kulturformidler Katrine West fra Destination Djursland, projektkoordinator Bo Jacobsen, Lars Chalmer og Mette Meyer fra Mercatus Reklamebureau og Kirsten Krogh fra Nørre Djurs Kommune.
|
I forhold til sidste års overflødighedshorn af såvel økonomi som arrangementer - de to ting hænger jo ét eller andet sted sammen - så mangler der 400.000 kroner fra Kulturministeriets provinspulje, ligesom amtet har halveret sit bidrag fra 100.000 kr. til 50.000 kr. Økonomien til den barberede udgave af »Liv i Forsamlings- husene« er blevet reddet i land via et sponsorbidrag på 50.000 kroner fra Sparekassen Djursland.
– Det er vi naturligvis utroligt glade for. Uden dette bidrag havde det ganske enkelt ikke kunnet lade sig gøre at køre videre, siger projekt-koordinator Bo Jacobsen, der var med i opløbet om at blive Årets Østjyde 2006 på TV2/Østjylland - netop på baggrund af hans årelange indsats for at skabe kulturelle oplevelser ude i de små landsbysamfund på Djursland. Han er i øvrigt i dialog med TV2/Østjylland med henblik på, at stationen måske vil dække ét af dette års arrangementer.
Antallet af disse barberes ned fra 50 til 40, og som allerede nævnt bliver der i forstærket grad trukket på nogle lokale kræfter i stedet for at hive »dyre« folk til udefra. Netop for at få pengene til at passe.
– Men nu er vi jo heldigvis rigtig godt forsynet her på Djursland med musikere og deslige, så det skal nok blive til 40 spændende arrangementer alligevel. Der bliver også plads til nogle lidt større ting, men ikke i samme målestok som sidste år. Det siger sig selv, siger Bo Jacobsen, der i disse dage turnerer rundt til de udvalgte forsamlinghuse for at lave konkrete aftaler. Interesserede forsamlingshuse skorter det bestemt ikke på. Faktisk har man været nødt til at pille nogle af de interesserede fra.
– Men de er så til gengæld sikre på at være med i »Liv i Forsamlingshusene 2007«, hvor de står øverst på listen over deltagende forsamlingshuse, siger Bo Jacobsen.
Nye forsamlingshuse i forhold til sidste år er der dog ikke desto mindre blevet plads til. Blandt andet skal forsamlinghuset i Hyllested være med i år.
– Det har naturligvis været træls at skulle afvise nogle, og det er da vores håb, at vi i 2007 kan få bevilget tilstrækkeligt med midler til, at alle der ønsker det, kan være med. De politiske signaler, som vi indtil videre har modtaget omkring den nye kommune-situation fra og med den 1. januar 2007, har indtil videre været meget positive. Både Nord- og Syddjurs-politikere har signaleret, at det her er noget, man meget gerne vil være med til at understøtte, og det er vi naturligvis glade for. Det ser således ud til, at Liv i Forsamlingshusene er kommet for at blive, siger Bo Jacobsen.
– Forsamlingshusene er jo en livsnerve i de små bysamfund på landet, men de har det svært, og derfor er det vigtigt, at man giver dem en håndsrækning ud over hvad de selv magter alene. Det er selve grundlaget for Liv i Forsamlingshusene, og politisk er der - trods økonomiske besværligheder i kommunerne - stor opbakning omkring en sådan idé, siger Bo Jacobsen.
Trods det neddroslede budget holder man fast i sidste års PR-niveau, hvilket er ensbetydende med en husstandsomdelt folder, annoncering i de lokale aviser samt PR i lokalområdet i form af plakater med videre.
Kilde: Grenaa Bladet
sof