Grenaa Bladet: 
Søndag den 30. november kl. 19.30 gik Grenaa Koret til eksamen med sin julekoncert i Grenaa Kirke under ledelse af korets nye dirigent Thorkild Dalsgaard. Korets nye dirigent begyndte ledelsen af koret i august, og kirkekoncerten var som sagt den første store opgave under den nye dirigent.			
	
	
	
	Julekoncertens program var meget alsidigt med både kendte danske julesalmer og engelske christmas-carols, medens hovedværket var P. E. Lange-Müllers 3 madonnasange  »Ave Maria Stella«, »Madonna over Bølgerne« og »Salve Regina«. 
Thorkild Dalsgaard, der har en fortid som musiker i Århus Symfoniorkester, var solist på tværfløjte i J. S.
Bachs Partita i a-mol. 
Organist Tamara Hougaard ledsagede fællessangene, samt Grenaa Korets fortolkning af J. S. Bachs »Jesus bleibet meine Freude«. Næste koncert for koret bliver i Karlby Kirke den 10. december. 
Grenaa Koret, der er medlem af KOR 72 og FOF-Grenaa, kan for øvrigt fejre sit 40 års jubilæum  næste år, hvor der øves frem til jubilæumskoncerten den 20. marts med »Elverskud« som hovedværket. 	
	Kilde: 
	
	unavngivet