I starten af 1960'erne var radioen for alvor blevet et massemedie. Så godt som alle danskere var indehavere af én, og det stillede øgede krav til alsidigheden i det, der kom ud af den.
Siden oktober 1951 havde der været to radiokanaler at lege med. Ti år senere legede man dog fortsat kun forsigtigt. P1 var den bærende kanal, og det »nye« program 2 blev kun brugt om aftenen, nu og da til samsending - med P1.
Ved indførelsen af P2 havde Statsradiofonien og dens lyttere to bekymringer. For det første hvordan radioen kunne være folkeoplyser, hvis ikke hele folket oplystes om det samme. For det andet var der lytternes velbegrundede frygt for at gå glip af noget.
De fleste fik dog smag for at kunne vælge, og i 1960'erne kunne man efterhånden høre det lettere stof på P2 - og det mere »seriøse« stof på P1
Slutningen af 50'erne og starten af 60'erne var fjernsynets guldalder. I januar 1956 var der ca. 10.000 licensbetalere - i 1964 var der 1 million fjernsyn i Danmark. Forvandlingen fra eksotisk stuemøbel til regulært massemedie stillede nye krav, også til underholdningsværdien.
Tv-quizzer lokkede folk til skærmen, men formidlede samtidig lødig viden, når museumsfolk konkurrerede i "Hvad er det?" (1954), og almindelige danskere sprang ud som professorer i "Kvit eller Dobbelt" (1957-59). I 60'erne blev quizzerne mere folkelige - eller pjankede om man vil - ofte med den afslappede Otto Leisner i centrum.
Forlaget Gyldendal udgav i 1958 bogen »Midt i en Quiz-tid«. Her advarede forfatterne om den tiltagende passivitet og ligegyldighed, som »underholdningsindustrien og de dygtige tv-folk« indirekte opfordrede til.
Kilde: Grenaa Bladet
sof
05/05 2023
