Lillegades Kiosk i Grenaa kan sammen med sit sædvanlige udbud af spil, blade og tobaksvarer nu også tilbyde sine kunder hjælp til at overføre penge til udlandet.
Kiosken har netop indgået samarbejde med Western Union, der er blandt verdens førende aktører på pengetransaktions-markedet.
– Danmark er blevet en del af den globale verden. Og det samme er Grenaa. Folk flytter hertil for at bo, arbejde og studere, og det skaber behov for nemme og sikre kontakter til familie og venner i hjemlandet. OgsÃ¥ i forhold til pengesager, siger Henrik Jensen fra Lillegades Kiosk.
Han glæder sig over samarbejdet med Western Union. Et samarbejde, der blandt andet betyder, at kiosken i Lillegade kan tilbyde en vigtig service til blandt andre indvandrere, der bor i Danmark og har behov for at sende penge hjem til familien.
– Det er et utrolig enkelt system. Man udfylder blot en blanket, betaler det beløb, man vil sende - og kort tid efter er pengene klar til udbetaling i det land, de er sendt til, forklarer Henrik Jensen.
Han understreger, at servicen også kan bruges af danskere, der under en ferie i udlandet pludselig står og mangler penge. Via Western Union-systemet kan de fremover få familien hjemme i Grenaa til at sende penge til feriestedet.
Western Union er et af verdens førende firmaer inden for formidling af betalinger. Selskabet blev oprindeligt grundlagt i 1851 og er kendt for sin pionerindsats på telegrafens område. Allerede i 1871 indførte firmaet sin service inden for betalingsoverførsler, og selskabet er i dag repræsenteret i over 200 lande og hos flere end 225.000 agenter. Og nu altså også hos Lillegades Kiosk i Grenaa.
Kilde: Grenaa Bladet
sof