Grenaa Plantage er rammen for
Skovens Dag søndag d. 7. maj
Søndag den 7. maj vil der fra kl. 10.00 til ca. 15.00 være en lang række aktiviteter i Grenaa Plantage - alle med udgangspunkt fra Skovsøen ved Rævevej.
Mange af aktiviteterne er indrettet på, at børn kan få noget ud af dem, så børnefamilier er meget velkomne.
Man kan fiske i Skovsøen med kyndig vejledning af en sportsfisker fra Grenaa Sportsfiskerforening. Man kan høre om vildtets liv i skoven, der kan bages brød og steges pølser, bankes fuglekasser sammen, løbes børne-orienteringsløb osv.
Skovfoged Ole Dahlerup Christensen vil kl. 11.00 til ca. 13.00 lede en skovtur gennem Plantagen under Skovens Dags officielle tema: Skovens energi.
På skovturen vil der blive fortalt om, hvordan træer vokser op og bliver til stammer, som dernæst kan fældes til brænde. Man vil også kunne høre om, hvorfor bøgetræ er bedre som brænde end gran.
Man vil også fælde et træ og undersøge vedet. Det kan fortælle mange ting om fortiden - blandt andet om, hvordan vejret var. Endelig vil der blive fortalt om alle de aktuelle ting, som man møder på forårsturen
Kokken fra Meineches Restaurant i Grenaa har lavet en herlig svampesuppe, som vil blive serveret kl. 13.00. Der vil være smagsprøver så længe der er suppe i gryden!
Skovens Dag i Grenaa Plantage er arrangeret af Grønt Forum, et Agenda 21 projekt i Grenaa Kommune. Deltagelse er gratis.
Se annonce for tidspunkter i lokalpressen, på
www.grontforum.dk
eller
www.skovensdag.dk
Kilde: Grenaa Bladet
sof