En notits i et lokalt erhvervsblad omhandlede for nylig en flytning af den lokale producent af vinduer og døre med mere, VinduesSnedkeren, Nordhavnsvej i Grenaa, til Litauen. Men flytningen gælder kun selve træ-delen, som er flyttet til firmaets danske fabrik i Litauen.
Det er sket for at stå stærkere i konkurrencen på markedet, og selv om det på kort sigt koster lidt arbejdspladser i firmaet, så forventer indehaver-parret, Svend og Mona Flarup, at det på sigt vil være så stor en fordel for firmaet, at det vil ende med et plus i den sidste ende. Altså flere arbejdspladser end de 15 firmaet havde inden flytningen af træ-delen til Litauen. På kort sigt koster udflytningen 4 arbejdspladser.
– Det er sket for at kunne holde nogle konkurrencedygtige priser. Materialerne er de samme, men vi kan bare producere billigere i Litauen. Samtidig frigør det her i Grenaa tid til at produktudvikle, ligesom vi nu også har mulighed for at tilbyde at montere for folk. Det har vi ikke gjort før, idet vi tidligere kun gjorde i ren produktion, siger Svend Flarup, der har drevet VinduesSnedkeren sammen med ægtefællen Mona siden 1994. Det er gået støt og roligt fremad for firmaet lige siden, og den delvise flytning af firmaet skal ikke ses som andet end et udtryk for en yderligere fremtidssikring af virksomheden på et konkurrencemæssigt benhårdt marked.
– Men der er altså nogle der går rundt og tror, at vi flytter hele firmaet væk fra Grenaa, og det er jo slet ikke tilfældet. Administrationen og salgskontoret og træ- og alu-afdelingen finder man stadig her på Nordhavnsvej, hvor man kan få fat i os, som man hele tiden har kunnet, siger Svend Flarup.
Flytningen af trædelen har frigjort noget plads i virksomhedens lokaler på Nordhavnsvej, men den bliver skam udnyttet til fulde, idet hele to firmaer er rykket ind i de ledige lokaler. Dels »Maleren« ved malermester Lars Juel Jensen fra Pederstrup. Han er dog fortsat at finde i Pederstrup, omend disse lokaler nu kun udnyttes som lager, mens Grenaa-afdelingen nu er firmaets hovedafdeling. Og dels er der også blevet plads til det nye firma, Grenaa Liftudlejning, ved Jan Nielsen. Et firma der udlejer lifte, stilladser og materiel indenfor bygge- og anlægsområdet.
Svend og Mona Flarup har flyttet VinduesSnedkerens træproduktion til Litauen, men alle andre dele af virksomheden fortsætter på Nordhavnsvej i Grenaa.
Kilde: grenå bladet
jimmi