Torsdag den 9. marts inviterer Djurslands Erhvervsråd til seminaret »Fra idé til brugbart produkt« under Projekt Innovation Djursland. Det foregår på AMU-Center Djursland i Pederstrup fra kl. 16.00 til 18.30.
At få idéer til et nyt produkt er én ting, men hvordan omsættes idéerne til et konkret produkt, som kunderne finder attraktivt? Der kan være flere veje til at fremelske produktudvikling - brugeren, idémageren og teknologien - men fælles for alle er udfordringen fra idé til færdigudviklet produkt.
På seminaret vil Magnus Christensson fra Dansk Design Center præsentere DDC’s erfaringer med tidligere projekter relateret til design og innovation. Han vil orientere om, hvordan de har arbejdet med brugerinddragelse og tværfaglighed i processen. Derudover kommer folkene bag SmokeSolution ApS - kendt fra TV’s program-række »Springet« - og fortæller om, hvordan de fik omsat en god idé til et godt produkt. SmokeSolution producerer rygekabiner, og blandt de seneste kunder er f. eks. Københavns Lufthavn, PostDanmark og TDC, som har bestilt og fået opsat SmokePoint. De har valgt denne løsning, fordi det er en salomonisk mellemvej mellem et totalt rygestop og en laden-stå-til, hvor alle kan ryge som det passer dem.
På seminaret vil der dels være mulighed for at kommentere på oplæggene samt berette om egne erfaringer. Deltagelse i arrangementet er åben for alle og det er gratis. Men tilmelding er nødvendig, og det kan ske ved henvendelse til Djurslands Erhvervsråd på tlf. 8774 8181.
Kilde: grenå bladet
charlotte