En busfuld på 47 kører ud til grænserne af den nye Norddjurs Kommune
for at opleve området og snakke om forandringer og muligheder.
40 borgere og 7 politikere kører i bus ud til grænserne i den nye Norddjurs Kommune søndag 5. marts. Borgerne har vundet søndagsturen i en konkurrence om kendskabet til den nye kommune. Den kommende borgmester Torben Jensen er én af de syv politikere, der tager med – både for at se området som helhed og for at møde en række af borgerne på en uformel heldagstur.
- Konkurrencen satte vi i gang for at skabe opmærksomhed om Norddjurs Kommune. Vi skal lære hinanden at kende og bringe små 40.000 mennesker sammen, så vi i fællesskab kan styrke en ny og større kommune, fortæller Torben Jensen, formand for Sammenlægningsudvalget.
Både jeg og mine kolleger har brug for at lytte og diskutere med borgerne på tværs af de nuværende grænser. Sammenlægningsudvalget skal i løbet af foråret træffe beslutninger om, hvordan borgerne gerne ser den nye kommune fungere, fortsætter formanden.
- Vi har brug for alle kreative kræfter til at se fremad, selv om de første tre år kan se svære ud, nu hvor udligningsreformen ikke giver os det forventede løft. Det kræver mod til at prioritere, så vi får mest muligt ud pengene.
De øvrige seks politikere på søndagsturen er Olaf K. Madsen, John Saaby Jensen, Tom Bytoft, Benny Hammer, Lars Østergaard og Kai Hansen.”
Kilde: Indsendt til Djurslands Netavis på vegne af Norddjurs Kommune af Jannik Stanley Nielsen d. 2. marts
rex