Region Midtjylland vil være Danmarks vækstregion nr. 1!
Det midlertidige vækstforum for Region Midtjylland var samlet i et helt døgn fra den 24. til den 25. januar. Ambitionerne er tårnhøje: Midtjylland skal være Danmarks vækstregion nr. 1.
Djursland var ved dette døgnarrangement repræsenteret af direktør i PrivatPlejen, Linda Kusk, og Grenaa Kommunes borgmester, Gert Schou, der som bekendt opnåede valg til Regionsrådet for Region Midtjylland ved valget i november 2005. Ud over en række andre borgmestre og erhvervsledere fra hele regionen, talte vækstforum-mødet også hele fire amtsborgmestre: Johannes Flensted-Jensen fra Århus Amt, Bent Hansen fra Viborg Amt, Otto Herskind Jørgensen fra Vejle Amt og Knud Munk Nielsen fra Ringkøbing Amt.
Forummet pegede særligt på behovet for at nytænke uddannelsessystemet. Det starter i folkeskolen og fortsætter helt op på universitets-niveau, hvor Århus Universitet kan og vil være primus motor i en fortsat udvikling af vidensopbygningen i regionen. Alle skal være dygtigere på alle niveauer. Vækstforummet peger også på, at der er et stort potentiale i at sikre de ufaglærte og kortuddannede nye tilbud for det uddannelsesløft, som erhvervslivet har så hårdt brug for. For at sikre en optimal vekselvirkning og erfaringsudveksling mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner er det altafgørende, at der indføres praktikordninger i alle uddannelser, vurderer forummet.
Innovation og videns-overførsel stod også højt på dagsordenen. Regionen har mange gode erfaringer på samarbejder mellem vidensinstitutioner og erhvervsliv, der skaber merværdi i virksomhederne. De gode eksempler skal ifølge forummet bredes ud, og der skal i det hele taget skabes mere synlighed omkring de mange tilbud, som regionen rummer. Der er også behov for større koordinering, så sammenhængen i tilbuddene øges. Således bliver den første store og vigtige opgave for det permanente vækstforum, der tager over pr. den 1. april, at sikre et sammenhængende rådgivningssystem med vidensinstitutionerne og de kommende iværksætterhuse, som er sat på dagsordenen af regeringen.
Formanden for det midlertidige vækstforum, Niels Nygaard (ejer af Hotel Gammel Skivehus):
– Vi har haft nogle rigtig gode drøftelser, og vi har formået at pege på en række forhold, der er helt afgørende for, at regionen også i fremtiden kan være attraktiv for virksomhederne. Der er peget på pilotprojekter, som vi her og nu kan gå i gang med indenfor eksempelvis folkeskolen og i forhold til praktikforløb. Der er også peget på mere komplekse og langsigtede initiativer som for eksempel at sikre, at alle får en ungdomsuddannelse. For blandt andet at sikre en udvikling i hele regionen, lægges der op til en øget satsning på og koordinering af oplevelsesøkonomien - herunder ikke mindst turismen, ligesom mulighederne for at gøre fødevareproduktion og -forarbejdning til en vækstmotor i yderområderne, skal forfølges, siger Niels Nygaard, der suppleres af den kommende regionsrådsformand, Bent Hansen:
– Ambitionerne er høje blandt deltagerne, og alle er parate til at tage et medansvar for at indfri dem. Det gælder både virksomhederne, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutionerne, kommunerne og regionen. Det lover rigtigt godt for en god og slagkraftig strategi, hvor regionen fortsat kan være Danmarks vækstmotor. Alle er opmærksomme på, at vore fyrtårne skal styrkes, men også på, at der skal være vækst og udvikling i hele regionen. Det er særdeles positivt, at regeringen har slået fast, at Globaliseringsrådets og ministeriernes initiativer med regional betydning skal forankres i vækstforum, som vi allerede har set det med de regionale iværksætterhuse og turisme. Det er vejen til at sikre sammenhæng og gennemslagskraft, slutter Bent Hansen.
Det midlertidige vækstforum holder sit sidste møde den 21. marts, hvor anbefalingerne vil blive videregivet til det permanente vækstforum, der etableres pr. den 1. april 2006. Man kan læse mere om det midlertidige vækstforum på www.regionmidtjylland.dk.
Kilde: grenå bladet
charlotte