Fotograf Kirsten Klein udstiller på Gl. Estrup
Kirsten Klein, en af Danmarks førende landskabsfotografer, udstiller en stor del af sine vidunderlige fotografier på Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup i dette forår. Nærmere bestemt fra den 3. februar til den 30. april.
De fleste motiver finder Kirsten Klein på Mors, hvor hun bor. Hun har et specielt talent for detaljen, og når naturen har været igennem hendes kameralinse, har den fået noget unikt over sig.
Kirsten Klein har i særlig grad øje for blæsten og vinden, det vil sige de spor, som vinden har sat i omgivelserne. Hun har gennem sin linse studeret, hvordan vinden på Mors og langs den jyske vestkyst har formet vores land.
Kirsten Kleins fotografier er poesi omsat til billeder.
– Vi har en evne til at tage naturen for givet, indtil der kommer en højspændingsledning i vejen, siger Kirsten Klein. Hun mener, at det danske landskab har brug for forbundsfæller, som kæmper for, at ikke alle kvadratmeter af vores land udnyttes eller bebygges.
Fotoudstillingen kan ses i Centralhallen på Dansk Landbrugsmuseum frem til d. 30. april.
Kilde: grenå bladet
jimmi