Valentines Day fejrer vi den 14. februar, efter den katolske præst ved samme navn, der viede romerske ægtepar mod kejserens vilje i det 3. århundrede e.Kr.f. Folket var glade for præsten, men kejser Claudius beordrede, at hans hoved måtte AF!
I det 14. århundrede blev Valentin kanoniseret som helgen, og er siden blevet betragtet som de elskendes beskytter. Så midt i al hyggen finder man altså noget af en horror-historie...!
Kærligheden, der ligger til grund for festligholdelsen, er tidløs, men det var en kristen mand, der kom til at lægge navn til dagen: Valentin - eller man skulle måske skrive »tre kristne mænd«, der alle hed Valentin, for der hersker en del forvirring om mandens identitet. Tre helgener ved det navn står opført under den 14. februar i de tidligste martyrfortegnelser. En præst i Rom, en biskop af Interamna (i dag Terni i Italien), og en Valentin, der levede og døde i Afrika. Nogle mener imidlertid, at biskoppen og præsten er en og samme person: Han blev henrettet på ordre af kejser Claudius II den 14. februar 270 e.Kr.f.
Kristne og
kærligheden
I Claudius’ Rom var det farligt at være kristen - de blev rutinemæssigt kastet for løverne. Valentin var ikke kun præst, men også lederen af den kristne undergrundsbevægelse, og han pådrog sig kejser Claudius II’s vrede, da han giftede folk mod kejserens vilje. Rom var nemlig konstant i krig, og kejseren ville ikke lade folk gifte sig, for så kunne han ikke få soldaterne til at forlade deres koner. Så Valentin blev kastet i fængsel, hvor han ufortrødent fortsatte med at prædike for sine medfanger og fangevogtere. I tilgift helbredte han også en af fangevogternes døtre for hendes blindhed. Da det nåede kejserens øre, slog det klik for ham: Han beordrede en brutal henrettelse af Valentin; han skulle bankes til døde med køller og derefter halshugges. Mens Valentin ventede på sin henrettelse, skrev han et kærlighedsbrev til fangevogterens datter, og underskrev det »Fra din Valentin«.
I dag er der nok lidt mindre nervepirrende ting at tage stilling til den 14. februar: Er dagen blevet for kommerciel, eller er det hyggeligt med amoriner med basunkinder, der flagrer omkring på små lyserøde skyer? Er der overhovedet penge tilbage efter jul til at købe flere gaver for? På den anden side spiller penge jo ingen rolle, når det handler om at glæde sin elskede på hjerternes festdag: Valentin’s Dag. Og så sætter man jo samtidig lidt ind på den »bankbog«, hvor man kan »hæve« en tur i byen med gutterne, se Champions League-fodbold hele aftenen - eller få kærlig pleje og omsorg dagen efter, at man har været ude og slå et ordentlig hul i jorden!!
Kilde: grenå bladet
charlotte