SÃ¥ er Grenaa Kunstforening sprunget ud med programmet for 2006. Programmet er en multikulturel blanding af udstillinger, musikudbud, kunst og mad og udflugt.
Foreningen startede året med generalforsamling den 28. januar, hvor den første udstilling samtidig blev åbnet. Keramikeren Jørgen Hansen viser frem til den 25. februar sine store keramikværker og brændeskulpturmodeller på Grenaa Bibliotek. Der bliver lejlighed til at høre endnu mere om disse brændeskulpturer, når Jørgen Hansen holder foredrag på biblioteket d. 9. februar.
Den næste kunstner er Tine Hind - med fernisering d. 4. marts i Kulturhuset Pavillonen. Tine Hind har på træ snittet illustrationer til Suleimis litterære værk »Dronningen«. Den sidste udstilling i foråret er led i et større projekt »Djurslandskaber« med ferniseringer i 8 kunstforeninger på Djursland. Grenaa Kunst- og Musikforenings del starter på Djurslands Museum d. 8. april kl. 13.00 (ikke kl. 14.00, som der står i programmet!). Den åbnes af godsejer Michael Iuel, og Vagn Steen vil causere over de gamle mestre, der har brugt Djursland som inspiration. Samme dag er der fernisering i Kulturhuset kl. 14.00 (og ikke kl. 15.00, som der står i...!) med nulevende lokale kunstnere, igen med Djursland som motiv. I forlængelse af Djurslandsskaber, vil årets udflugt d. 22.april tage udganspunkt i udstillingen på museet, og Grenaa Kunst- og Musikforening vil derefter drage ud i landskabet, besøge kunstnerne og se de steder, der er blevet brugt i billederne.
Mozart-år i år
Musikprogrammet er præget af, at det i år er Mozart-år. Og så bliver det et rigtigt klaverår. John Damgaard starter d. 8. februar, og d. 1. marts kommer hans solistklasseelev Niels Troldborg. Også efteråret byder på en elev af Jørgen Damgaard, nemlig Eva Thyri Hilmarsdottir d. 4.oktober. Ved alle tre koncerter vil Jørgen Damgaard fortælle om musikken og det at spille klaver. Man får oven i købet firhændigt klaver med Tamara Haugaard og Birgit Juhl d. 20. september. Man går heller ikke glip af Randers Kammerorkester. De kommer i år med en berømt solist, pianisten Amalie Malling, og igen er det Mozart, der står på programmet. Alle disse koncerter foregår i Kulturhuset Pavillonen.
Det er også et renæssance-år i år, og i den anledning skal man høre Børups Disciple i en renæssancekoncert i riddersalen på Rugård Gods d. 4. november.
Renæssancen er også temaet på Restaurant Meineches i Grenaa d. 11. oktober, hvor Morten Skovmand i billeder og ord vil fortælle om islamisk arkitektur, som den viste sig i Europa på denne tid. Denne kunstmiddag er arrangeret i samarbejde med FOF.
To udstillinger på
efterårsprogrammet
Efterårsprogrammet har to udstillinger. I samarbejde med Møllelauget udstiller Hanne Mailand i Baunhøj Mølle med fernisering d. 2. september. Hun er fra Bornholm, men har en baggrund her på Djursland. Faktisk er hun i familie med mølleren på Baunhøj Mølle. Foreningens anden efterårs-kunstner er Dick Nyhuus, som med maleri og skulptur udstiller på biblioteket i Grenaa fra d. 30. september.
– Vi prøver at dække områder indenfor kunst og musik, som er lidt snævrere end andre tilbud i byen, men som vi mener, der er et behov for, og med dette siger vi god fornøjelse til Grenaas og Djurslands borgere og på gensyn til mange dejlige oplevelser. Vores program kan fås på biblioteket og i Kulturhuset Pavillonen, udtaler bestyrelsen for Grenaa Kunst- og Musikforening.
Kilde: grenå bladet
charlotte