Uddeleren i Dagli’ Brugsen i Fjellerup, Jesper Nielsen, kunne tirsdag i sidste uge overrække en check på 10.408 kroner til Fjellerup og Omegns Borgerforening.
Den flotte check er opstået som følge af en ordning med OK Benzin, hvor borgerforeningen for sin del arbejder på at få Fjellerup-borgerne til at tegne OK-Benzin-kundekort med det argument, at de samtidig støtter borgerforeningens aktiviteter til gavn for lokalsamfundet.

|
Dem, der så tegner et OK-kort gennem borgerforeningen, sørger for, at der ryger et ørebeløb ned i foreningens kasse hver gang der tankes benzin ved OK-standeren i Fjellerup. Mange bække små gør som bekendt en stor å, og for året 2005 udløste det i sidste uge et støttebeløb fra OK Benzin til Fjellerup og Omegns Borgerforening på de nævnte 10.408 kroner. Borgerforeningen tegnede 38 OK-kort under denne ordning sidste år, men der er langt flere tilmeldt støtteordningen, idet den er en 3-4 år gammel ordning efterhånden. Alene det første år blev der tegnet 58 OK-kort via borgerforeningen, der nåede at lave en hel del aktiviteter det forgangne år. Blandt andet fastelavnsfest og juletræsfest for de mindste og øl- og vin-smagning for de voksne. Det sidste netop i samarbejde med Dagli’ Brugsen i Fjellerup. I samarbejde med andre lokale foreninger er man også med i Store Legedag i Fjellerup og Fjellerup IF’s idrætsuge. Borgerforeningen støtter også de to ældreklubber i Fjellerup, der har modtaget hhv. 1200 og 1500 kroner i tilskud til deres aktiviteter i 2005.
Et med andre ord højt aktivitetsniveau, som man planlægger at køre videre med i år, hvilket ikke mindst den årlige check fra OK Benzin er med at understøtte. Har man et helt almindeligt OK-kort uden om støtteordningen, kan man koble det på nemt og smertefrit ved at henvende sig til Jesper Nielsen. Han noterer blot ens kortnummer, hvorefter der ryger penge til borgerforeningen allerede næste gang man tanker OK-benzin.
Formandsskifte i
borgerforeningen
Generelt om borgerforeningen er der i øvrigt det at fortælle, at den tidligere formand, Asbjørn Vernang, har forladt posten som formand i Fjellerup og Omegns Borgerforening, da han er fraflyttet byen. På et bestyrelsesmøde den 12. januar overtog Jon Flindt formandsposten, mens Bent Sølyst tiltrådte som næstformand. Bestyrelsen består yderligere af Susanne Schnoor, Finn Nielsen, Birthe Jensen, Jørgen Rasmussen og Dorte Rasmussen. Bent Sølyst er i øvrigt eneste genganger fra den gamle bestyrelse.
På mødet diskuterede man blandt andet indholdet af Fjellerup Guide 2006, planlagte aktiviteter såsom fastelavnsfest, øl- og vinsmagning, kunstudstilling, Fjellerup March, kræmmermarkedet m.v.
Bestyrelsen vil gerne opfordre borgerne til at bruge byens hjemmeside www.fjellerup.net, og eventuelt komme med forslag til nye tiltag til gavn for borgerne i Fjellerup og omegn.
Uddeler Jesper Nielsen fra Dagli’ Brugsen i Fjellerup kunne i sidste uge overrække en OK-check på 10.408 kroner til Finn Buus Nielsen og Jon Flindt fra Fjellerup og Omegns Borgerforening.
Kilde: grenå bladet
charlotte