Ebeltoftportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Niels Hausgaard runder Grenaa

Sangeren og sangskriveren Niels Hausgaard er netop nu på turné landet over. Onsdag den 18. januar gæster han Kulturhuset Pavillonen i Grenaa i forbindelse med en forlængst udsolgt koncert.
Ved de 60 koncerter i alle hjørner af Danmark synger han en stribe af sangene fra sin nye CD »Flyv Så!« - hans første CD-udgivelse i 14 år.
14 år måtte vi vente, før den nordjyske sanger, sangskriver og satiriker Niels Hausgaard atter kom på banen med en ny cd - »Flyv så!«, der udkommer den 20. januar. Det vil sige blot to dage efter koncerten i Grenaa.



Hausgaard fejrer udgivelsen ved at gå på turné med 60 koncerter. Fra Frederikshavn i nord til Aabenraa i syd, og fra Esbjerg i vest til Rønne i øst runder han alle landets hjørner.
Ved koncerterne vil han spille en stribe af sine 15 numre på »Flyv så!«, der tager livgreb med egoisme, racisme, ægteskaber, kærlighed, penge versus mennesker, historieforfalskning, medierne, samfundets behandling af ældre og meget andet i Hausgaards rammende beskrivelse af Danmark og danskerne. Begrebet kunst er omdrejningspunktet i sangen »Betty Mørch Hansen«, der bliver spillet meget i radioerne. Betty Mørch Hansen er begyndt at male og udstiller sine værker på det lokale kommunekontor.
– Jeg kender ikke den spændende kunstner Betty Mørch Hansen, som hun i øvrigt ikke hedder i virkeligheden. Men hun kom med de mest utrolige udtalelser i et avisinterview. For eksempel snakkede hun om at være fascineret af spændingen mellem de buede og lige linjer - man tror ikke, det er sandt. Det er et problem for Betty, at medierne gør hendes naivitet til tåbelig opstyltethed. Det er med til at devaluere begrebet kunst, mener Niels Hausgaard.

Hans liv er
hans materiale

Sangene på »Flyv så!« handler ikke specifikt om Hausgaard selv, men han indgår som en del af det samfund, han spejler i sangene.
– Mit materiale er det liv, jeg går rundt i. Dem, jeg tager pis på og er hård ved, er ikke bestemte personer eller mig selv. Når jeg tordner mod krigen i Irak, er det heller ikke dem, men os, jeg kritiserer for at have sendt soldater derned, siger han.
På »Flyv så!« maler Hausgaard flere billeder af, hvor 68’erne er i dag. Sangen »Undskyld« er et fornemt eksempel.
– Jeg skriver ud fra den, jeg er, og den generation, jeg tilhører. Jeg oplever stort mishag blandt folk, når vi i dag taler om 68-generationen. Men hvad har vi gjort forkert? Hvilken skade har vi forvoldt? Hvad gjorde vi, der var så slemt? Jeg kan ikke begribe det. Der ligger en smuk filosofi bag det venstreorienterede projekt, men blandt andre Bertel Haarder har travlt med at gøre op med den tid og i stedet sætte livet lig med erhvervslivet. Det er jeg ked af, siger Niels Hausgaard.
Han vedkender sig - også i sine sange - at være politisk, men ikke partipolitisk. Han vil tage stilling og revidere den løbende, i takt med at han selv modnes.
Den modenhed og de deraf affødte holdninger viser han på de 60 koncerter til og med den 23. april. Og altså i Grenaa onsdag i indeværende uge overfor de 500 Niels Hausgaard-fans, der nåede at sikre sig en billet inden det var for sent.
Niels Hausgaard giver koncert i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa onsdag den 18. januar. Koncerten er forlængst udsolgt.

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam