Medens årets første internationale motorsports-arrangement - Dakar Rally - er godt igang, så gøres der klar til det første danske motorsports-arrangement i Danmark, nemlig Motorsportsdagen på Ring Djursland den 4. februar.
Efter den store opbakning til motorsportsdagen i 2005, med over 1000 besøgende, vil Fonden Ring Djursland Motorsport og Djurslands Motor Klub Autosport (DMKA) gentage succesen på utallige opfordringer. Med et endnu bedre program og større udstilling.
Så er man interesseret i motorsport og/eller går og tænker på at starte med at køre, eller har planer om at skifte til en anden klasse. Måske skifte karten ud med en formel, eller bare ud og lugte til lidt benzin? Så er chancen der igen. Motorsportsdagen giver mulighed for at snuse lidt til det hele - også omkring det at komme i gang med licens, klubmedlemsskab med mere. Man kan starte med go-kart-ræs som 8-årig på klubbens egen kartbane ved Tirstrup. DMKA og fonden Ring Djursland Motorsport starter Motorsportsdagen på Ring Djursland med følgende program for lørdag den 4. februar 2006:
Udstilling hele dagen fra kl. 11.00 til kl. 18.00 af: MRC, Go Kart, Formel 1800, Formel Renault, DTC, Advan Cup, Yokohama Cup, Saxo Cup, Clio Cup, Super Cup, Special Saloon Car, Syver Race Cup, Historisk Motorsport, Rally Cross, og Folke Race. Som noget nyt er der også udstilling af US Road Runners samt udstilling af road racing- og moto cross-maskiner, classic bikes og Trial. Kaffe, øl, vand og pølser kan købes hele dagen. Der vil blive Trial-opvisning et par gange i løbet af dagen - se tidspunkter ved indgangen. Man kan også selv prøve at køre tre omgange på Ring Djursland i ens egen bil, og derved opleve, hvor kuperet banen er. Det er her man så forstår snakken om: Ring Djursland - banen der skiller fårene fra bukkene.
Fra kl. 14.00 vil der også være mulighed for at prøve et mini-glatførekursus, så kan man jo se, om det var noget med et rigtigt kursus senere. AMU-Center Djursland vil være tilstede med henblik at besvare spørgsmål, samt tage imod tilmeldinger til glatføre kursus m. m.
Kl. 16.10 vil man kunne opleve en gæstetaler i skikkelsen af racerkøreren Henrik Lundgaard. Henrik vil naturligvis fortælle om højdepunkterne i sin tid i rallysporten og om skiftet til DTC.
Samt om højdepunkter/udviklingen i DTC og lidt om fremtiden. Herefter vil der være præmieuddeling til klubmestrene 2005 i DMKA med mere. Alle er velkomne, og der er fri éntre.
Kilde: grenå bladet
charlotte